19. januar: De første ShelterBoxe er ankommet til Port au Prince og flere hundrede forventes at ankomme senere i dag. ShelterBox Response Team’et bestående af David Eby (US), Wayne Robinson (US) og Mark Pearson (UK) har været i Haiti siden torsdag. De modtog de første bokse i lufthavnen i går og tolv af disse blev umiddelbart derefter sammenstillet til et nødtørftigt felthospital i lufthavnen.
‘Vi hjælper ved at bygge et felthospital af disse telte,’ sagde Mark Pearson. ‘Her er desperate forhold og amputationer sker hver halve time. Der er katastrofalt behov for telte til hospitaler og det er derfor vores første prioritet.’
‘Vi samarbejder med lokale agenter for at sikre, at boksene bliver distribueret hurtigt og effektivt, men også for at vores team derude kan arbejde i et sikkert miljø.’ShelterBox’s leder for Haiti-projektet John Leach sagde: ‘Sikkerheden for vores folk i Haiti er altafgørende.’
Flere hundrede bokse vil ankomme til Port au Prince senere i dag fra Miami på et chartret fly. Og tusind mere er ved at blive pakket og afskibet fra ShelterBox hovedkvarteret i UK.
ShelterBox’s grundlægger og adm. direktør Tom Henderson sagde: ‘Ødelæggelserne i Haiti har rørt os alle dybt. Nu har vi boksene på Haiti og det er et privilegium at hjælpe. Omfanget af ødelæggelser er kæmpestort.
’Takket være at vores team og frivillige har kastet sig over opgaven med krum hals, har vi været i stand til at reagere på rekordtid. Vores tak går også til de hold af frivillige og til vores bidragsydere, som har gjort os i stand til at udføre det store hjælpearbejde.’
‘ShelterBox er udelukkende afhængig af offentlige donationer og folks generøsitet. Vi modtager ingen institutionel eller offentlig støtte. Jeg opfordrer derfor alle som kan til at hjælpe os.’
Tekst: Birte Linnebjerg (kilde: Shelterbox.org), Fotos: Mark Pearson
Comments